Forside

Vigtig information til alle minoritetsaktionærer

Log ind og ret dine data

Donation til foreningen

Vedtægter for foreningen

Advokat Eigil Lego Andersen

Ofte stillede spørgsmål

Artikler i medierne

Nyheder

Debatfora

Links til andre sider

Historiske retssager/- forløb

 
 

VEDTÆGTER

for Foreningen af Minoritetsaktionærer i bankTrelleborg

§ 1.

Navn og hjemsted

Foreningens navn er Foreningen af Minoritetsaktionærer i bankTrelleborg. Foreningens hjemsted er Slagelse.

 

§ 2.

Formål

Foreningens formål er at varetage medlemmernes økonomiske og ideelle interesser i deres egenskab af minoritetsaktionærer i bankTrelleborg i forhold til personer, selskaber, fonde og myndigheder, som har påført medlemmerne tab, eller har medvirket til eller draget fordel af tvangsindløsning af medlemmernes aktier i bankTrelleborg.

Foreningen kan være grupperepræsentant for tvangsindløste bankTrelleborg-aktionærer, herunder i spørgsmålet om tvangsindløsningens gyldighed og indløsningskursen.


§ 3.

Medlemskab

Som medlem af Foreningen kan optages enhver person eller selskab m.v., som ved døgnets begyndelse den 22. januar 2008 ejede aktier i bankTrelleborg, dog at Fonden for bankTrelleborg, Sydbank og medlemmer af ledelsen for Fonden for bankTrelleborg, bankTrelleborg og Sydbank ikke er berettiget til medlemskab.

Bestyrelsen kan afvise en indmeldelse eller slette en indmeldt, hvis medlemmet ikke inden for en af bestyrelsen fastsat frist præsterer en efter bestyrelsens skøn tilfredsstillende dokumentation for opfyldelse af medlemsbetingelserne.

Ved indmeldelse betales et indmeldelsesgebyr, der indtil videre udgør 300 kr.

Medlemmer betaler et årligt kontingent efter generalforsamlingens bestemmelse.

Ved indmeldelse bemyndiger medlemmet den i § 4 nævnte advokat til at repræsentere sig som nævnt i § 4. Repræsentationsretten bortfalder ved og kun ved ophør af medlemskab, ved udmeldelse, sletning eller eksklusion.

Et medlem kan til enhver tid ved skriftlig meddelelse udmelde sig af Foreningen. Ved udmeldelse bortfalder eventuel kontingentrestance. Medlemmet får hverken indmeldelsesgebyr eller kontingent refunderet helt eller delvis.

Bestyrelsen kan slette et medlem, der er i restance med indmeldelsesgebyr eller kontingent ud over 30 dage.

Bestyrelsen kan ved enstemmig beslutning ekskludere et medlem, som modarbejder Foreningens formål, eller hvis medlemskab er egnet til at forringe Foreningens anseelse.


§ 4.

Advokatrepræsentation

Bestyrelsen antager en advokat, der for Foreningens regning er berettiget til at repræsentere såvel Foreningen som dens enkelte medlemmer. Hverken Foreningen eller advokaten kan indgå bindende aftale om et medlems krav mod tredjemand, men kan indlede forhandlinger med tredjemand med henblik på fremkaldelse af tilbud fra tredjemand, som det enkelte medlem kan acceptere eller afslå, ligesom Foreningen og advokaten efter aftale med Foreningen på det enkelte medlems vegne kan indgive anmodninger, ansøgning og klager til offentlige myndigheder.

Foreningen eller advokaten er ikke i kraft af foranstående bemyndigelse berettigede til at anlægge retssag på det enkelte medlems vegne. Foreningen kan dog som potentiel grupperepræsentant anlægge gruppesøgsmål, hvortil det enkelte medlem kan tilmelde sig eller undlade at tilmelde sig efter lovgivningens almindelige regler.


§ 5.

Bestyrelse og tegning

Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-5 medlemmer. Indtil første generalforsamling udgøres bestyrelsen af Frederik Bruhn-Petersen, Jan Marcher og Martin Vølund.

Valgbare til bestyrelsen er dels fysiske personer, der er medlem af Foreningen, dels fysiske personer, der er ledelsesmedlem af et selskab m.v., som er medlem af Foreningen.

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand.

Foreningen tegnes af formanden i forening med et yderligere medlem af bestyrelsen.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, med mindre andet fremgår af vedtægterne.

Bestyrelseshvervet er ulønnet, men Foreningen dækker bestyrelsens direkte udgifter i forbindelse med hvervet.


§ 6.

Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes senest i maj, første gang senest i maj 2009. Generalforsamlingerne afholdes i Slagelse, i København eller andet sted i Region Hovedstaden.

Ethvert medlem er berettiget til at deltage i generalforsamlingen personligt eller ved fuldmagt til et andet medlem, bestyrelsen eller en advokat. Et medlem kan i en fuldmagt til bestyrelsen give nærmere forskrifter om stemmerettens udøvelse, som det påhviler dirigenten at påse. Er en sådan fuldmagt uklar i relation til et eller flere dagsordenspunkter, kan der på det uklare punkt ikke stemmes i henhold til fuldmagten. Fuldmagter til andre end bestyrelsen må ikke indeholde forskrifter om stemmerettens udøvelse.

Generalforsamlinger ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent, der skal være advokat. Dirigenten afgør alle spørgsmål om sagernes behandling og afstemningsmåden, herunder om der skal ske skriftlig afstemning.

På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:

1. Bestyrelsens beretning.
2. Forelæggelse og godkendelse af årsrapport.
3. Valg af bestyrelse.
4. Valg af revisor.
5. Forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
6. Eventuelt.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes efter bestyrelsens beslutning. Ekstraordinær generalforsamling skal endvidere indkaldes, hvis revisor anmoder herom eller hvis der fremsættes et skriftligt forslag af mindst 50 medlemmer med anmodning om behandling på ekstraordinær generalforsamling til afholdelse senest 30 dage efter bestyrelsens modtagelse af forslaget.

Alle generalforsamlinger indkaldes så vidt muligt pr. e-mail og ellers pr. almindeligt brev med mindst 8 dages varsel.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindelig stemmeflerhed. Vedtægtsændringer eller beslutning om opløsning kræver dog vedtagelse med 2/3 majoritet af de i afstemningen deltagende medlemmer. Med mindre forslaget til vedtægtsændring er fremsat af eller tiltrådt af bestyrelsen kræves yderligere, at mindst 40% af Foreningens medlemmer deltager i afstemningen. Er dette krav ikke opfyldt, men forslaget vedtages med 2/3 majoritet, indkaldes til en ny generalforsamling til afholdelse inden 30 dage, og på denne generalforsamling kan vedtægtsændringen vedtages med 2/3 majoritet af de i afstemningen deltagende uden hensyn til antal deltagere.

 

§ 7.

Revision

Foreningens årsrapport revideres af generalforsamlingen valgt statsautoriseret eller registreret revisor. For tiden indtil første generalforsamling er Dansk Revision Roskilde revisor.

 

§ 8.

Regnskabsår

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen 1. februar 2008 til 31. december 2008.

 

§ 9

Opløsning

Ved Foreningens opløsning fordeles nettoformuen ligeligt blandt medlemmerne.

København, den 1. februar 2008

_______________________		_______________________
Frederik Bruhn-Petersen		Martin Vølund 

_______________________
Jan Marcher
Formand

   

Vedtægter i underskrevet stand

 
           

   © btaktier.dk

Admin      |      Kontakt